Når en fagperson træder ind i supervisionsrummet, bærer de ofte både faglig tvivl, små usikkerheder og situationer, der er gledet dem af hænde. I disse øjeblikke bliver supervisorens evne til at møde dem med nærvær, nysgerrighed og mentaliserende blik afgørende. For når vi føler os set og forstået, åbner der sig et rum, hvor vi tør undersøge os selv og vores praksis mere modigt.
Denne artikel fortæller historien om en supervision, hvor mentalisering og epistemisk tillid blev de bærende kræfter. Gennem et neuropædagogisk perspektiv viser casen, hvordan små justeringer i kontakt, tone og timing kan regulere nervesystemet, skabe ro og gøre plads til refleksion. Det er fortællingen om, hvordan den “sociale hjerne” aktiveres i mødet, og hvordan dette kan forandre både læring, samarbejde og faglig udvikling.
Artiklen inviterer dig ind i et supervisionsrum, hvor tillid ikke tages for givet, men opstår i relationen, og hvor ny forståelse vokser frem, når vi tør være nysgerrige på vores egen måde at være i verden på.